For et par uger siden, mistede jeg og min familie en ven, som for mit vedkommende har været der hele mit liv.

Det var/er godt nok lidt af en omgang. Et menneske som slet ikke var klar på at stoppe showet og tage her fra. Selvom alderen egentlig for længst var til at gå på pension, hvis det var det han ønskede. Men det gjorde han ikke, han havde lige så meget fart på, som for 15 år siden.

En mand som i mine øjne, elskede livet så højt, og som vitterligt havde fortjent at være her mange flere år. Så er sygdom og død bare så skide uretfærdigt. Han var slet ikke færdig med livet.

Det værste er nu, hans anden halvdel. Hun er efterladt i en dyb og uoverskuelig sorg. Det er næsten hårdere at opleve den sorg der omgiver hende, end det var at deltage i bisættelsen af Babbeline.

55 år har de været sammen, sammen om alt. Privat, partners in crime, soulmates, tosomhed. Aldrig været fra hinanden. En absolut misundelsværdig kærligheds historie, som desværre endte brat efter kort tids sygdom.

Lige meget hvor vigtige vi syntes vi er i vores liv, og hvor store vore gerninger syntes at være, er vi kun små, nærmest ubetydelige brikker, som er alt andet end udødelige. Vi kan blive revet væk fra denne verden i løbet af nul komma fem.

Nu står vi så med alle minderne. Og dem er der rigtige mange af, på godt og ondt. Og det minder mig især om, at det er vigtigt at bruge tid på de mennesker, som man holder af. At ses til hyggelig stunder, skabe traditioner. Tage sig tiden til at sætte et kryds i kalenderen, også selvom der er fart på karrieren og familie livet. Så SKAL vi tage os den tid, fordi det netop skaber minder, og minderne er uvurderlige bagefter. Minderne holder os unge, levende og giver mening. Og det eneste vi har tilbage, når tiden er ved at rinde ud.

Når jeg bliver tudsegammel, så ønsker jeg at tænke tilbage på alle de skøre timer, med mine bedste venner, sætte pris på at VI GJORDE det, levede livet til det ypperste, elskede, grinede, græd og gjorde virkelig underlige ting.

Det har Babbeline sat i perspektiv for mig. At leve livet! Aldrig tænke, at det er jeg enten for gammel til, eller det gør man ikke når man har børn, eller møde andre fordomme. Så længe jeg kan se mig selv i spejlet, og være et godt forbillede for min børn, så skal livet leves. Og det skal gives videre til mine børn. At prioritere sin egen glæde og lykke under ansvar.

Skål og tak for det Babbeline! Tak for den inspiration du har givet mig. Tak for den ven, du altid har været for min familie. Tak for dit positive farverige sind. Og tak for de utallige minder du har efterladt mig med. Vi vil passe godt på din dronning.

Randis dans

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *