Det at blive førstegangsmor er en meget stor ting. Jeg har tænkt rigtig meget på at skrive om dette sårbare emne, så nu er en artikel endelig blevet til.
Min første graviditet
Min første graviditet var med Sean, og han var absolut mit ønskebarn (ja det er de begge!). Men det var også en helt ny verden at begive sig ind i. Min graviditet var fyldt med kvalme og glæde. Glæde over at skulle være mor, og må stadig knibe mig i armen den dag idag, at livet har givet mig denne gave. Men oplevede også at jeg på ny, skulle lære at kende mig selv. Måtte for alvor se på mig selv med voksne øjne. Og lære nogen grænser at kende, som jeg trak ret tydeligt op. Jeg var IKKE hende du skulle gå hen og klappe på maven, og jeg var heller ikke offentlig omkring min graviditet. Det var en lang sky process for mig, og en begivenhed mellem mig og min bedre halvdel.
For mange, ja måske endda de fleste, vil det være helt naturligt at blive gravid og dermed også mor. Men det har alle dage lagt så fjernt fra mig. Det har ikke, indtil jeg mødte min bedre halvdel, været aktuelt med børn i mit liv. Og jeg har heller ikk hungret efter det. Var heller ikke i en omgangs kreds, hvor det væltede ud med børn, og jeg var nok i sidste ende bare ikke så skide moden på det punkt, så det har altid ligget fjernt fra mig, selvom min indstilling var, at jeg gerne ville være mor. Men når man så møder en mand som man vitterligt har lyst til at dele sit liv med på godt og ondt, så kommer lysten og nysgerrigheden efter at sætte liv til verden. Vores første søn blev født den 7. December 2015.
Under graviditeten går man hos sin jordemoder, og man har forskellige tilbud man kan deltage i, før det hele sker. Jeg deltog i noget af det, og det var da meget hyggeligt. Kan da sagtens huske alle de noter jeg fik taget ved fødselsforberedelsen. Ja hurra for det. Det var sgu ikke sådan det foregik i virkeligheden for mig. Havde et meget langt forløb inden Sean kom til verden og var efterfølgende indlagt en uge efter pga udmattelse. Det gider jeg ikke komme videre ind på her. Jeg er nok også typen, der ikke er særlig god til at sætte mig ind i ting, men istedet for efterfølgende lærer, og dermed er jeg også (Hvis jeg selv skal sige det) pisse god til at lære fra mig. Nok fordi jeg selv lærer alt på den hårde måde.
At blive førstegangsmor..
Der kan du forberede dig ALT det du vil, men i virkeligheden har du ikke for en skid styr på hvad der kommer til at ske. Een person i heeeeele min omgangskreds fortalte mig, at på 3-4 dagen, var det meget normalt at opleve en slags nedtur omkring det hele. Ja ja sagde jeg bare, det er sikkert rigtigt, men det tænkte jeg ikke mere over. Og da jeg havde født tænkte jeg heller ikke over noget som helst, nok fordi jeg var så medtaget, at man ligeså godt kunne have skudt mig.
Efter vi kom hjem fra sygehuset, startede livet jo igen. Men hvilket liv? Livet som førstegangsmor var jeg ikke vant til. Overhovedet. Og det er vel også meget realistisk, når man har en lille baby. Var så udkørt, og når min lille dreng lå og sov, så vidste jeg ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Kunne ikke falde til ro, og vidste, om tre timer skulle han have noget at spise igen. Oven i det så malkede jeg stort set alt mælk ud, fordi jeg ville vide hvor meget han fik! Tak skæbne, gjorde det jo ikke ligefrem let for mig selv. Men bundede nok i dårlige oplevelser fra fødslen. Måske en bedre rådgivning fra en eller anden, eller sundhedsplejerske der kunne når igennem til mig, kunne have hjulpet. Aner det ikke.
Jeg har præsteret at sidde i køkkenet hos min mor, og misundt hende. Ja vil sige, der er da bestemt mange gode grunde til at betage min mor. Men i dette tilfælde, der kunne jeg glædeligt have byttet liv med hende. Hun fik sit barnebarn i armene, og nød ALT det gode. Imens sad jeg som en slatten sæk i stolen og betragtede dem. Møghamrende træt! Og vupti så skulle jeg hjem og være service genstand for en baby 24/7, mens min mor fortsatte sit liv, hvor den eneste hun skulle tage vare på, var sig selv og hendes lille hund. Kunne se en film, spise lækker mad, og gå i seng, for derfor at vågne udhvilet næste dag. Starten var så hård for mig som førstegangsmor. Og den der nedtur, som jeg var blevet fortalt om, hvor man vitterlig i et par sekunder NÅR at fortryde det hele. Kan godt huske de salte tårer der trillede ned af min kind og tanken “Hvad fanden har du rodet dig ud i!!” strejfede mig!
Den iskolde spand vand man får over sig i starten, når man er førstegangsmor, den varer jo ikke ved. Den første måned var virkelig hård, men så vender det stille og roligt. Som en lille spire der er plantet, vokser kærligheden støt for HVER eneste dag. Og hvis jeg nu havde husket de vise ord jeg fik med på vejen. “Nedturen rammer måske dig, men så vender det. Og ALT bliver godt igen”, får helt tårer i øjnene når jeg tænkte over den samtale. Fordi som altid, så havde hun ret i det hun sagde. Det var min gamle ridelærer.
Har så undret mig meget efterfølgende. Er det et tabu? Hvorfor taler ingen kvinder med hinanden om den nedtur? Det gør de måske også nok. Jeg måtte bare erfare det på den hårde måde. Jeg har efterfølgende haft en mission, når jeg er stødt på en kvinde som stod til at blive førstegangsmor, så har jeg på en kærlig og forsigtig måde, forsøgt at give det videre. At det ER FUCKIN HÅRDT at blive mor første gang. Og når det hele ser sort ud, så husk – ALT BLIVER GODT IGEN, ja jeg vil da bestemt sige, endnu bedre end før! Netop fordi jeg skulle lære det på den hårde måde, så må jeg være den rette til at give det videre.
Jeg håber vitterligt denne halvlange historie når ud til en kvinde som kan bruge det til noget. Husk venligst at dette ømtålige emne, er baseret på min helt egen historie, og at det selvfølgelig IKKE er alle der oplever dette på samme måde.
